Hvad ved jeg om, hvad jeg vil blive, jeg, som ikke ved, hvem jeg er?
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren er hjertet i hver scene, de gestalter stykkets personer, som skifter holdninger og følelser i dialog og magtkampe. Scenerne er labyrintiske og går uden om den rigtige smag og slidte trends.
Teksten begynder alle andre steder end ved begyndelsen - midt inde i de subjektive kræfter, konflikter og erindringer. Personerne er der bare med deres tårnhøje idealer - temmelig langt fra at være superhelte. Forvirringer, fejl og misforståelser blottes i jagten på integritet og mening. Publikum bliver følgere af en flugt fra realiteter, traumer og bevidsthed om døden. Konfrontationer i privaten, hos familien og på arbejdet vender sociale, sproglige og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet irrationelle og åbne for andre muligheder. Teksterne gør brug af dramaturgiske og litterære fortællemodeller, men lader sig ikke styre af dem.
Fantasi og hverdag, virkelighed og fiktion støder sammen i kampen for det værdige liv. Selvopretholdelse på scenen, bag scenen og udenfor bliver til en kamp for ikke at fortabe sig i forholdet til den anden, for ikke at forsvinde ind i mørket af egne forestillinger, eller flyde ud til samfundets evige performancekrav,
Mødet mellem skuespiller, dramatiker, instruktør og publikum er afgørende for det, der sker i nuet, netop fordi manuskriptet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede vidste i forvejen eller burde vide. En opdagelse af en samtidig viden skabt med dramaets konstruktioner, kraft og virkemidler.
Legio viser altså en verden i bevægelse - et mangestemmet og komplekst maskineri der skubber til krop, tekst, lyd, lys, tid og sted for at sætte os i gang med at tænke selv.
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren er hjertet i hver scene, de gestalter stykkets personer, som skifter holdninger og følelser i dialog og magtkampe. Scenerne er labyrintiske og går uden om den rigtige smag og slidte trends.
Teksten begynder alle andre steder end ved begyndelsen - midt inde i de subjektive kræfter, konflikter og erindringer. Personerne er der bare med deres tårnhøje idealer - temmelig langt fra at være superhelte. Forvirringer, fejl og misforståelser blottes i jagten på integritet og mening. Publikum bliver følgere af en flugt fra realiteter, traumer og bevidsthed om døden. Konfrontationer i privaten, hos familien og på arbejdet vender sociale, sproglige og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet irrationelle og åbne for andre muligheder. Teksterne gør brug af dramaturgiske og litterære fortællemodeller, men lader sig ikke styre af dem.
Fantasi og hverdag, virkelighed og fiktion støder sammen i kampen for det værdige liv. Selvopretholdelse på scenen, bag scenen og udenfor bliver til en kamp for ikke at fortabe sig i forholdet til den anden, for ikke at forsvinde ind i mørket af egne forestillinger, eller flyde ud til samfundets evige performancekrav,
Mødet mellem skuespiller, dramatiker, instruktør og publikum er afgørende for det, der sker i nuet, netop fordi manuskriptet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede vidste i forvejen eller burde vide. En opdagelse af en samtidig viden skabt med dramaets konstruktioner, kraft og virkemidler.
Legio viser altså en verden i bevægelse - et mangestemmet og komplekst maskineri der skubber til krop, tekst, lyd, lys, tid og sted for at sætte os i gang med at tænke selv.