Hvad ved jeg om, hvad jeg vil blive, jeg, som ikke ved, hvem jeg er?
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren og stykkets personer er hjertet i hver scene. De skifter holdninger og følelser i ydre og indre magtkampe. Scenerne er labyrintiske og starter i det små for at vokse sig stadigt større og mere komplekst i tema.
Teksten begynder alle andre steder end ved begyndelsen. Vi starter midt inde i små banale konflikter, betragtninger og erindringer. . Personerne er der bare midt i den absurde hverdag - og meget langt fra at være superhelte. Forvirringer, fejl, selvmodsigelser og misforståelser blottes. Publikum bliver følgere af en flugt fra realiteter, traumer og døden. Konfrontationer i scener vender sociale, sproglige og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet irrationelle og vise nye forbindelser, der åbner for andre og ukendte verdner.
Metoden gør brug af værktøj fra montagen og absurdismen. Forskydning, fordobling, projektion og gentagelsesprincipper veksler hurtigt mellem virkelige og fiktive referencer.
Mødet mellem skuespiller, dramatiker, instruktør og publikum er afgørende for det, der sker i nuet, netop fordi manuskriptet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede vidste i forvejen eller burde vide.
Det bliver til en samtidig viden skabt med dramaets konstruktioner, kraft og virkemidler.
Legio viser altså en verden i bevægelse - et mangestemmet og komplekst maskineri der skubber til tekst og krop, sted og tid, fortid og fremtid - for at sætte os i gang med at revurdere eget liv - valg og fravalg - og ikke mindst intentionen om at tænke selv.
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren og stykkets personer er hjertet i hver scene. De skifter holdninger og følelser i ydre og indre magtkampe. Scenerne er labyrintiske og starter i det små for at vokse sig stadigt større og mere komplekst i tema.
Teksten begynder alle andre steder end ved begyndelsen. Vi starter midt inde i små banale konflikter, betragtninger og erindringer. . Personerne er der bare midt i den absurde hverdag - og meget langt fra at være superhelte. Forvirringer, fejl, selvmodsigelser og misforståelser blottes. Publikum bliver følgere af en flugt fra realiteter, traumer og døden. Konfrontationer i scener vender sociale, sproglige og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet irrationelle og vise nye forbindelser, der åbner for andre og ukendte verdner.
Metoden gør brug af værktøj fra montagen og absurdismen. Forskydning, fordobling, projektion og gentagelsesprincipper veksler hurtigt mellem virkelige og fiktive referencer.
Mødet mellem skuespiller, dramatiker, instruktør og publikum er afgørende for det, der sker i nuet, netop fordi manuskriptet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede vidste i forvejen eller burde vide.
Det bliver til en samtidig viden skabt med dramaets konstruktioner, kraft og virkemidler.
Legio viser altså en verden i bevægelse - et mangestemmet og komplekst maskineri der skubber til tekst og krop, sted og tid, fortid og fremtid - for at sætte os i gang med at revurdere eget liv - valg og fravalg - og ikke mindst intentionen om at tænke selv.