Hvad ved jeg om, hvad jeg vil blive, jeg, som ikke ved, hvem jeg er?
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren er hjertet i hver scene, de gestalter stykkets personer, som skifter holdninger og følelser i dialog og magtkampe. Scenerne er labyrintiske og går uden om den rigtige smag, slidte trends og skabeloner med ét forudsigeligt tematisk budskab.
Teksten begynder alle andre steder end ved begyndelsen - midt inde i de subjektive kræfter, konflikter og erindringer. Personerne er der bare med deres tårnhøje idealer - temmelig langt fra at være superhelte. Forvirringer, fejl og misforståelser blottes i jagten på integritet og mening. Publikum bliver følgere af en flugt fra realiteter, traumer og bevidsthed om døden. Konfrontationer i tragikomiske episoder hos familien, på arbejdet, med kollegaer, venner og fremmede vender sociale, sproglige og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet grænseløst irrationelle og åbne for andre muligheder. Teksterne gør brug af dramaturgiske modeller, men lader sig ikke styre af dem.
Fantasi og hverdag støder sammen i kampen for det værdige liv. Selvopretholdelse på scenen, bag scenen og udenfor bliver til en kamp for ikke at fortabe sig i forholdet til den anden, for ikke at forsvinde ind i mørket af egne forestillinger, eller flyde ud til samfundets invaliderende performancekrav, Mødet mellem skuespiller, dramatiker, instruktør og publikum er så afgørende for det, der sker i nuet, netop fordi manuskriptet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede vidste i forvejen - eller burde vide. En opdagelse af samtidig viden skabt med dramaets konstruktioner, kraft og virkemidler.
Legio viser altså en verden i konstant bevægelse mellem modsætninger. En mangestemmet og kompleks verden der skubber til krop, tekst, lyd, lys, tid og sted for at sætte os i gang med at tænke selv.
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren er hjertet i hver scene, de gestalter stykkets personer, som skifter holdninger og følelser i dialog og magtkampe. Scenerne er labyrintiske og går uden om den rigtige smag, slidte trends og skabeloner med ét forudsigeligt tematisk budskab.
Teksten begynder alle andre steder end ved begyndelsen - midt inde i de subjektive kræfter, konflikter og erindringer. Personerne er der bare med deres tårnhøje idealer - temmelig langt fra at være superhelte. Forvirringer, fejl og misforståelser blottes i jagten på integritet og mening. Publikum bliver følgere af en flugt fra realiteter, traumer og bevidsthed om døden. Konfrontationer i tragikomiske episoder hos familien, på arbejdet, med kollegaer, venner og fremmede vender sociale, sproglige og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet grænseløst irrationelle og åbne for andre muligheder. Teksterne gør brug af dramaturgiske modeller, men lader sig ikke styre af dem.
Fantasi og hverdag støder sammen i kampen for det værdige liv. Selvopretholdelse på scenen, bag scenen og udenfor bliver til en kamp for ikke at fortabe sig i forholdet til den anden, for ikke at forsvinde ind i mørket af egne forestillinger, eller flyde ud til samfundets invaliderende performancekrav, Mødet mellem skuespiller, dramatiker, instruktør og publikum er så afgørende for det, der sker i nuet, netop fordi manuskriptet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede vidste i forvejen - eller burde vide. En opdagelse af samtidig viden skabt med dramaets konstruktioner, kraft og virkemidler.
Legio viser altså en verden i konstant bevægelse mellem modsætninger. En mangestemmet og kompleks verden der skubber til krop, tekst, lyd, lys, tid og sted for at sætte os i gang med at tænke selv.