Hvad ved jeg om, hvad jeg vil blive, jeg, som ikke ved, hvem jeg er?
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren er hjertet i hver scene. Stykkernes personer er arketyper, der skifter holdninger og følelser i ydre og indre magtkampe. Scenerne er labyrintiske. De starter i det små for at vokse sig stadigt større og mere komplekst i tema.
Teksten begynder alle andre steder end ved begyndelsen. Vi starter midt inde i små banale konflikter, betragtninger og erindringer. Personerne er der bare midt i den absurde hverdag fuld af konstante viljer og behov, der går i ring. De er meget langt fra at være superhelte, Forvirringer, vildfarelser, selvmodsigelser og misforståelser vender sociale, sproglige og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet irrationelle og vise nye forbindelser, der åbner for andre ukendte verdner.
Metoden gør brug af intuition, tilfældet, absurdisme og filosofisk tænkning. Fordoblinger, projektioner og gentagelsesprincipper og forskydninger veksler hurtigt mellem virkelige og fiktive referencer.
Mødet mellem dramatiker, instruktør, skuespillere og publikum er afgørende for det, der sker i nuet, netop fordi manuskriptet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede vidste i forvejen eller burde vide.
Det bliver til en samtidig viden skabt ud fra kunstens regler, konstruktioner, kraft og virkemidler med mulighed for erkendelse,
Legio viser altså en verden i bevægelse - et flerstemmet og komplekst maskineri der skubber til tekst og krop, tid og sted, fortid og fremtid - for at sætte os i gang med at tænke selv og revurdere eget liv i dag.
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren er hjertet i hver scene. Stykkernes personer er arketyper, der skifter holdninger og følelser i ydre og indre magtkampe. Scenerne er labyrintiske. De starter i det små for at vokse sig stadigt større og mere komplekst i tema.
Teksten begynder alle andre steder end ved begyndelsen. Vi starter midt inde i små banale konflikter, betragtninger og erindringer. Personerne er der bare midt i den absurde hverdag fuld af konstante viljer og behov, der går i ring. De er meget langt fra at være superhelte, Forvirringer, vildfarelser, selvmodsigelser og misforståelser vender sociale, sproglige og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet irrationelle og vise nye forbindelser, der åbner for andre ukendte verdner.
Metoden gør brug af intuition, tilfældet, absurdisme og filosofisk tænkning. Fordoblinger, projektioner og gentagelsesprincipper og forskydninger veksler hurtigt mellem virkelige og fiktive referencer.
Mødet mellem dramatiker, instruktør, skuespillere og publikum er afgørende for det, der sker i nuet, netop fordi manuskriptet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede vidste i forvejen eller burde vide.
Det bliver til en samtidig viden skabt ud fra kunstens regler, konstruktioner, kraft og virkemidler med mulighed for erkendelse,
Legio viser altså en verden i bevægelse - et flerstemmet og komplekst maskineri der skubber til tekst og krop, tid og sted, fortid og fremtid - for at sætte os i gang med at tænke selv og revurdere eget liv i dag.