Hvad ved jeg om, hvad jeg vil blive, jeg, som ikke ved, hvem jeg er?
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren er hjertet i hver scene. Skift i identitet og perspektiv opløser linære skabeloner for, hvordan en historie skal fortælles. Legio skjuler ikke menneskets mange måder at tale, tænke og leve på, men blotter selvmodsigelser, forvirringer og fejl i en kritisk overrealisme. Scenerne er labyrintisk gådefulde, og går uden om den 'rigtige smag', overloadede aktualiteter, tidsholdninger og ét forudsigeligt budskab.
Vi begynder alle andre steder end ved begyndelsen og mediernes overskrifter. Midt inde i subjektive konflikter og erindringer. Personerne er der bare. Optrevlede og angste - uden at man ved noget om, hvor de kommer fra eller er på vej hen. Det ved de dårligt nok selv. Publikum bliver følgere af og vidner til en svimlende flugt fra realiteter, traumer og bevidsthed om døden. Nedslag i tragikomiske episoder hos familien, på arbejdet, med kollegaer, venner og fremmede vender sociale og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet irrationelle og funktionsløse.
Fantasi og hverdag, himmel og helvede støder sammen i kampen for selvopretholdelse på scenen, bag scenen og ude blandt tilskuerne. En kamp for ikke at fortabe sig i forholdet til den anden, for ikke at forsvinde ind i mørket af egne forestillinger eller flyde ud i samfundets konstante krav til at yde og præstere,
Legio viser altså en bevægende verden som er absurd, mangestemmet og kompleks, for at skubbe til stivnede sandheder i medier, videnskab og kunst - og sætte os igang med at tænke selv. Fordi dramaet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede ved i forvejen - eller burde vide, bliver mødet mellem skuespiller, dramatiker, instruktør og publikum så afgørende for det, der sker i nuet.
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren er hjertet i hver scene. Skift i identitet og perspektiv opløser linære skabeloner for, hvordan en historie skal fortælles. Legio skjuler ikke menneskets mange måder at tale, tænke og leve på, men blotter selvmodsigelser, forvirringer og fejl i en kritisk overrealisme. Scenerne er labyrintisk gådefulde, og går uden om den 'rigtige smag', overloadede aktualiteter, tidsholdninger og ét forudsigeligt budskab.
Vi begynder alle andre steder end ved begyndelsen og mediernes overskrifter. Midt inde i subjektive konflikter og erindringer. Personerne er der bare. Optrevlede og angste - uden at man ved noget om, hvor de kommer fra eller er på vej hen. Det ved de dårligt nok selv. Publikum bliver følgere af og vidner til en svimlende flugt fra realiteter, traumer og bevidsthed om døden. Nedslag i tragikomiske episoder hos familien, på arbejdet, med kollegaer, venner og fremmede vender sociale og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet irrationelle og funktionsløse.
Fantasi og hverdag, himmel og helvede støder sammen i kampen for selvopretholdelse på scenen, bag scenen og ude blandt tilskuerne. En kamp for ikke at fortabe sig i forholdet til den anden, for ikke at forsvinde ind i mørket af egne forestillinger eller flyde ud i samfundets konstante krav til at yde og præstere,
Legio viser altså en bevægende verden som er absurd, mangestemmet og kompleks, for at skubbe til stivnede sandheder i medier, videnskab og kunst - og sætte os igang med at tænke selv. Fordi dramaet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede ved i forvejen - eller burde vide, bliver mødet mellem skuespiller, dramatiker, instruktør og publikum så afgørende for det, der sker i nuet.
