Hvad ved jeg om, hvad jeg vil blive, jeg, som ikke ved, hvem jeg er?
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren er hjertet i hver scene. De skifter holdninger og følelser i lyndialog. Skift i sted, tid og identitet opløser lineære skabeloner for, hvordan en historie skal fortælles. Legio blotter selvmodsigelser, forvirringer og fejl i en kritisk overrealisme. Scenerne er labyrintiske og går uden om den rigtige smag, aktualiteter, slidte trends og ét forudsigeligt tematisk budskab.
Teksten begynder alle andre steder end ved begyndelsen. Vi er midt inde i de subjektive kræfter, konflikter og erindringer. Personerne er der bare. Opmærksomme og nervøse - uden at man ved noget om, hvor de kommer fra eller er på vej hen. Det ved de dårligt nok selv. Publikum bliver følgere af en svimlende flugt fra realiteter, traumer og bevidsthed om døden. Nedslag i tragikomiske episoder hos familien, på arbejdet, med kollegaer, venner og fremmede vender sociale, sproglige og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet grænseløse, irrationelle og funktionsløse og åbne for andre bevidstheder.
Fantasi og hverdag, støder sammen i kampen for selvopretholdelse på scenen, bag scenen og udenfor. En kamp for ikke at fortabe sig i forholdet til den anden, for ikke at forsvinde ind i mørket af egne forestillinger, eller flyde ud til samfundets invaliderende performancekrav,
Mødet mellem skuespiller, dramatiker, instruktør og publikum er så afgørende for det, der sker i nuet, netop fordi manuskriptet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede ved i forvejen - eller burde vide.
Legio viser en verden i bevægelse. Mangestemmet og kompleks skubber lyd, lys, krop, tekst, rum og skuespil til stivnede sandheder, selvpromoveringer og kasselæsninger i medier, videnskab, litteratur og kunst - for at sætte os i gang med at tænke selv.
Være den, jeg tror? Men jeg tror, jeg er så meget!
Og der er så mange, der tror det samme, at der ikke kan være så
mange!
(Citat Fernando Pessoa)
Skuespilleren er hjertet i hver scene. De skifter holdninger og følelser i lyndialog. Skift i sted, tid og identitet opløser lineære skabeloner for, hvordan en historie skal fortælles. Legio blotter selvmodsigelser, forvirringer og fejl i en kritisk overrealisme. Scenerne er labyrintiske og går uden om den rigtige smag, aktualiteter, slidte trends og ét forudsigeligt tematisk budskab.
Teksten begynder alle andre steder end ved begyndelsen. Vi er midt inde i de subjektive kræfter, konflikter og erindringer. Personerne er der bare. Opmærksomme og nervøse - uden at man ved noget om, hvor de kommer fra eller er på vej hen. Det ved de dårligt nok selv. Publikum bliver følgere af en svimlende flugt fra realiteter, traumer og bevidsthed om døden. Nedslag i tragikomiske episoder hos familien, på arbejdet, med kollegaer, venner og fremmede vender sociale, sproglige og kulturelle konventioner om - og kan pludselig føre over i det komplet grænseløse, irrationelle og funktionsløse og åbne for andre bevidstheder.
Fantasi og hverdag, støder sammen i kampen for selvopretholdelse på scenen, bag scenen og udenfor. En kamp for ikke at fortabe sig i forholdet til den anden, for ikke at forsvinde ind i mørket af egne forestillinger, eller flyde ud til samfundets invaliderende performancekrav,
Mødet mellem skuespiller, dramatiker, instruktør og publikum er så afgørende for det, der sker i nuet, netop fordi manuskriptet ikke er en automatiseret manual, der dikterer, hvad publikum allerede ved i forvejen - eller burde vide.
Legio viser en verden i bevægelse. Mangestemmet og kompleks skubber lyd, lys, krop, tekst, rum og skuespil til stivnede sandheder, selvpromoveringer og kasselæsninger i medier, videnskab, litteratur og kunst - for at sætte os i gang med at tænke selv.