|
TEATER LEGIO blev stiftet 2012 af dramatiker Ghita Makowska Rasmussen. Idé- og skrivearbejde foregår på Nørrebro og i K. Produktionerne sker i samarbejde med scener primært i København.
VÆRDIER: Forskellighed i indre værdier og lighed i menneskerettigheder. Drama kan ikke ændre verden, men det kan forandre den enkelte gennem indlevelse og kritisk refleksion, der viser flere måder at tale, leve og tænke på. . FORM OG INDHOLD: Vejen til forestillingerne består af tre bevidsthedsstadier: intellekt - intuition - imagination Et ikke lineært sted, hvor flere verdener, tanker og følelser kan eksistere samtidig i illusionsskift, gentagelse og efterligning. En scenisk tydeliggørelse af det kaotiske og absurde i livet. FUNDAMENTET: er en IDENTITETSTRILOGI på TEATER FÅR302. i samarbejde med skuespillere og instruktør, fulgt op af en kommende KAPITALTRILOGI. Manuskripterne viser levet og spillet liv. Genbrug af tragikomiske historier fra virkelighedens og fiktionens verden støder sammen med filosofi, sociologi og psykologi og sættes ind i nye sammenhænge på scenen. TEMAER: Scenerne følger ofte temaer som: Identitet, fælleskaber, outsiderpositioner, magt og idealer i en labyrintisk struktur. UDTRYK: Episoderne giver oplevelsen af, at replik og handling opstår on spot, fordi udtrykket er direkte, råt og upoleret. Det store drama ligger gemt bag ironi, sårbarhed og distance. IDÉ: At skabe fordybelse gennem levende, pluralistiske og frit tænkende stykker. METODE: At skrive kontrapunktiske replikker, der kombinerer virkelighed og fiktion i minutiøse sprogkompositioner. De dobbeltladede replikker er fyldt med humor, desperation og idiosynkrasier. Fortalelser, fejltagelser og digressioner. Glæde, galskab og musikalitet. PERSONER: At se antiheltenes følelser og holdninger, viljer og begær køre i ring i kampen for et godt liv ud fra vidt forskellige sociale, kulturelle, økonomiske og personlige positioner. Karaktererne flygter tit fra nuets situation og fortidens fantasmer i jagten på et fremtidigt forestillet ideal. Indtil afsløringer får deres deres indre personligheder og ydre tillærte selvfremstillinger til at krakelere for øjnene af alle. VISION: At inspirere til at tænke selv og revurdere eget liv gennem konfrontation med det, der siges i tekst og ikke mindst ikke siges. At give en udvidet oplevelse af, hvad 'det gode liv' er gennem et scenisk fortættet nu. At tilbyde noget andet end statiske værdihierarkier, lineær logik, pinefulde livsstilråd, udviklingspsykologi, kassetænkning, magtbesættelse. forstillelser og sandhedsfloskler, helte- og jeg-dyrkelser ud fra dramaturgiske formler, som vi kender det fra hverdagens ydrestyret virkelighedsopfattelse. PUBLIKUM: Alle, der vil give sig hen til det uforudsigelige i livet og til forestillingens billeder og sprogets mønstre for at danne sine egne. Alle, der tør lade sig overraske af det, der sker her og nu på scenen i passion for vitalt sprog og mærkbare møder. Alle, der vil opdage, hvad der sker i mellemrummet mellem det vi siger, og det vi gør (replik/handling). MANUSKRIPTET: er ikke skabt ud fra færdigstøbte modeller. Teksten er ikke en manual, men et lyttende møde ind i den uvisse afgrund mellem scenes aktører og publikumsrækkerne. Teksten møder skuespillerens krop og tanke i meddigtende arrangementer, som møder publikum. Dramaet kan åbne for det ukendte og de utallige kødelige og åndelige forbindelser, der ligger gemt mellem mennesker og vække ikke bare empati men sympati. SAMARBEJDSPARTNERE OG STØTTERE: Primære: Statens Kunstfond og Bikubenfonden. Derudover er der bl.a. ydet støtte til produktioner fra Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Tuborgfondet og Københavns Kommunes Scenekunstudvalg. |